Svære beslutninger og hårde prioriteringer
Vi kan tale om det igen og igen – og have svært ved at falde til ro og i søvn.
Men før vi rent faktisk gør noget aktivt ved tingene, så sker der bare mere af dét, som vi ikke har lyst. For hver gang vi taler om noget, som vi godt kunne tænke os – uden at handle på det – så bliver vi lidt mere frustreret hver gang. Vi føler os lidt mere fastlåst og lidt mere fanget – i hverdagen og livet.
Nøglen hænger på krogen – klar til at låse døren op: DU er den.
Der er noget paradoksalt i, at:
Jo mere trygge vi er blevet,
jo mere bange er vi også blevet
Lad os lige tage et kig på en hverdag, som trods alt gælder for langt de fleste af os – vi har tag over hovedet, mad i maven og penge til at overleve. For mange andre mennesker på jorden vil det være lig med et rigtig godt liv. Vi er simpelthen nødt til at anerkende, at ud fra præmissen om overlevelse, så har vi det faktisk rigtig godt.
Så hvis vi gik rundt her på jorden – bare for at overleve – så måtte vi siges at være en succes.
For mange af os er det bare ikke nok længere – bare at overleve.
Vi vil noget mere
Det kan være materielle ting, som vi gerne vil købe eller oplevelser vi gerne vil have, for at sætte lidt krydderi på vores liv.
Så vi drømmer – om alt muligt:
- Den vilde rejse
- Friheden uden et 8-16 job
- Huset ved vandet eller i skoven
Og så kigger vi på vores nuværende ståsted i livet og bliver forpustet og overvældet over alle de ting, som vi skal gøre for at få det, som vi drømmer om. Faktisk er en del af os nået dertil, hvor vi tænker, at vores drømme ikke længere er mulige at få opfyldt for hvad med: huset, jobbet, pengene, børnene, hunden.
Selv vores streamingtjenester kommer med forslag til os, så vi bliver inden for samme rammer, at hvad vi åbenbart godt kan lide – eller som i virkeligheden bare er en anden version af noget, som vi allerede har set.
Så vores verden bliver mindre og mindre og mindre. Og det samme sker med os som mennesker – vi bliver mindre.
Drømmene bliver mindre.
Tankerne bliver mindre.
Troen på os selv bliver mindre.
Jeg kan tydeligt selv mærke det, hvis mine dage bliver lidt for meget en kopi af hinanden, for jeg bliver simpelthen både mentalt og følelsesmæssigt påvirket af det.
Mine sætninger starter ikke længere med: jeg har fået en idé…
Men lyder oftere sådan her: jeg har bare ikke tid til det…
Og det er lige her, at vi er nødt til at stoppe op
– og stoppe os selv
For hvis vi gerne vil have et liv, som også indeholder de magiske eventyrlige øjeblikke – et liv hvor dagene, ugerne, månederne og årene ikke bare ender som kopier af hinanden – så er vi nødt til at genfinde modet til at leve.
Jeg har lige læst et opslag på LinkedIn med en kvinde, der har truffet et meget modigt valg, hvor hun flytter til en helt ny landsdel uden at have andet end et sted at bo, imens hun finder sin vej.
Hun beskriver så fint den følelse, der følger med sådan en beslutning: Alting summer i og omkring mig.
Jeg kan selv genkalde mig den samme følelse, da jeg tog til Paris som 18-årig på eventyr. Eller da jeg sagde et job op, hvor den korte køretur hjem føltes som om en ny version af mig kom ud af sin puppe. For slet ikke at tale om, da jeg startede den del af min virksomhed, som du kender som Kend Dine Penge og jeg bare tog ét skridt ad gangen hver dag i visheden om, at det hele nok skulle give mening en dag.
Hvis du kan mærke, at din hverdagstryghed har sneget sig så godt og grundigt ind i dit liv, at du er blevet bange for alt ukendt, så er der her to strategier, som jeg varmt kan anbefale dig:
Daglig gåtur i naturen
Jep – også når det sne-regner eller er et andet skørt vejr. Der sker simpelthen noget med os mennesker, når vi får sat et perspektiv på vores syn, der er større end os selv: de høje træer i skoven eller havets uendelige horisont.
Tag væk i 3-4 dage
Bare dig – og slip tankerne løs. Book værelse på et strandhotel. Lån et sommerhus. What ever it takes – men kom ud i nye omgivelser, så din hjerne kan åbne op for muligheder.
Begge dele åbner op for de mange lukkede rum i din hjerne, hvis du tillader dine tanker at flyve frit.
Ofte er det mest skræmmende for os, hvad der kommer op af tanker, for hvad nu hvis:
Jeg vil lave noget helt andet end mit job.
Jeg har lyst til at bo i udlandet.
Jeg vil skilles fra min partner.
Lige her er det, at vi skal have fat i dén del af os selv (og bare rolig – vi har den alle sammen), hvor vi er fuldt ud i stand og villig til at træffe de svære beslutninger og lave de hårde prioriteringer.
Når du bliver fuldt ud bevidst om, at det her liv ikke er generalprøven til det næste – dit liv er her lige nu og her – så starter der en helt ny rejse med meget mere mod og lyst til at udforske.
De første skridt er altid de sværeste, men hvis du tør tro på dig selv og holde fast når det bliver svært (og det bliver svært flere gange – that’s life), så har du åbnet op for et helt nyt landkort af muligheder.
Brug dit liv.
Nyt afsnit i podcasten:
I min podcast Penge-Tanken handler afsnit 130 om, at vi er nødt til at være villige til at træffe de svære beslutninger og lave de hårde prioriteringer, hvis vi vil have et liv, der giver mening. Du finder podcasten, hvor du ellers lytter til podcast eller på min hjemmeside.
Book en Light Up Session:
Når livet kalder og du har brug for en støttende hånd, så kan en Light Up Session være det rigtige for dig. Det kan være, at du har brug for helt konkret vejledning i, hvordan du bedst for fordelt dine penge i økonomi, så du kan gå efter dine drømme. Eller måske er der et mønster, som du bliver ved med at gentage, som spænder ben for en ny økonomi.
Kom med i Dare to Dream Club:
I Dare to Dream Club finder du det perfekte mix af helt lavpraktisk økonomisk viden i step-by-step onlinekurser og månedens tip. Personlig rådgivning med mig – enten pr. telefon eller via mail. Og ikke mindst månedens tema som altid giver dig nye perspektiver på din økonomi.
Kommentarer
Efterlad din kommentar