Når du lyver om din økonomi for at få fred

Når du lyver om din økonomi for at få fred

 

Vi gør det alle sammen – lyver lidt hist og pist.

 

Nogle holder sig til de små hvide løgne og andre går all-in med de helt store af slagsen. Vi finder på forklaringer til os selv, så vi kan acceptere, at vi lyver:

 

 

Jeg ville ikke gøre hende ked af det…

 

Han finder alligevel aldrig ud af det…

 

Jeg orkede ikke at tage diskussionen…

 

Det er bare nemmere…

 

 

Der kommer sjældent de helt store katastrofer ud af dine små løgne – med mindre det handler om din økonomi.

 

 

 

 

Helt galt går det, hvis dit forhold til din økonomi trigger dine instinkter:

 

 

Fight or flight

 

 

Rigtig mange føler en blanding mellem skyld og skam over deres økonomi, når de har en fornemmelse af ikke at have overblikket. Når det føles som om, at hele det økonomiske fundament er så skrøbeligt, at der ingenting skal til, før det hele vælter.

 

De færreste har lyst til at kigge på eller bruge tid med noget, som trigger deres følelse af skyld eller skam. Derfor bliver det tit nemmere at kigge væk – ikke at gøre noget.

 

 

Men det er lige dér, at den rigtige katastrofe indtræffer…

 

 

Du begynder at lyve om din økonomi for at få fred – bare et øjebliks fred.

 

 

 

 

Når først du tyer til løgnen for at mærke 2 sekunders lettelse, så svarer det til, at du står midt i orkanens øje og nyder roen – bare et øjeblik.

 

Kun for – ganske kort tid efter – at blive kastet ud det vildeste stormvejr, når dine løgne bliver afsløret. Herfra bliver det kun værre, hvis du holder fast i dine løgne, som mange af os gør – for ingen bryder sig om at erkende, at de blevet taget i at lyve.

 

Jeg ser mønstret gang på gang. Nogle er slet ikke klar over, at de bruger løgne til at give dem fred. Andre har svært ved at sige, at de har mistet overblikket, for så føler de sig svage og uansvarlige.

 

Lad mig give dig et par eksempler:

 

 

1. Når du lyver, fordi du håber

Du håber virkelig, at du kan få de pensionspenge udbetalt, som du har ansøgt om, men du ved det ikke. Alligevel får du lovet din veninde at tage med på weekendtur til Wien. Du betaler turen med de penge, der var tilbage på budgetkontoen, for de andre penge kommer jo lige om lidt – håber du.

 

 

 

 

2. Når du lyver, for at købe dig mere tid

Du har lånt penge af din bror. I har aftalt, at du skal betale beløb tilbage hver måned, men du er ikke kommet i gang. Nu spørger han dig, hvad du har tænkt dig at overføre til ham til den første. Du siger 1.000 kroner – også selvom du ved, at du ikke har 1.000 kroner til den første. For der er nogle uger endnu inden det bliver den første, og så må du tage den derfra.

 

 

3. Når du lyver, fordi du er bange

Din kreditor skriver, at du er nødt til enten at underskrive det frivillige forlig (læs: dokument hvor du erkender, at du skylder pengene og samtidig aftaler en afdragsordning for at betale din gæld tilbage) eller også bliver du sendt i fogedretten. Af frygt for at blive sendt i retten, underskriver du det frivillige forlig – også selvom du ved, at du ikke har en jordisk chance for at begynde at betale din gæld af lige nu.

 

 

4. Når du lyver, fordi du ikke vil sige nej

Du siger ja til at give 500 kroner til bryllupsgaven – også selvom du kun har råd til 300 kroner. Du siger ja til at tage med til Ystad Saltsjöbad på spa-ophold – også selvom kontoen allerede er i overtræk. Du siger ja til at gå med på udsalg – også selvom du ved, at du vil være på spanden økonomisk i flere måneder efter, fordi du køber alt for meget.

 

 

 

 

5. Når du lyver, fordi du ikke er den type

Din omgangskreds kender dig for at være ”hende der har styr på tingene”. Udadtil er du fuld af overskud. Du køber altid kvalitet. Du disker snildt op med 5 retter mad, når folk kommer til middag. Din næste ferie er allerede planlagt. Alt er godt – også selvom din økonomi kun hænger sammen på overfladen fordi din bankrådgiver har sagt ja til at forhøje din kassekredit igen-igen-igen – og fordi du ikke kan acceptere at være blevet ”hende der ikke har styr på en sk*d”. 

 

 

Fælles for dem alle er, at de har givet slip på magten over deres økonomi. De har givet slip på ansvaret for at være ærlige.

 

 

Men vigtigst af alt
har de givet slip på
friheden

 

 

Den skønne frihed, der i den smukkeste kombination bringer ro og begejstring med sig. 

 

Det er friheden, der får dig til at sænke skuldrene og trække vejret – helt ned i maven.

 

Det er friheden, der giver dig selv ro til bare at slappe af på en tirsdag aften.

 

Det er friheden, der drillende prikker til dig med nye boblende ønsker om skønne oplevelser.

 

 

 

 

Så næste gang du føler dig fristet til at lyve for at få lidt fred, så husk at du skubber friheden væk.

 

 

Du har altid
et valg

 

 

Hver eneste dag er en ny chance for at endelig at gøre noget ved det. For at give dig selv dét du fortjener – friheden.

 

Jeg er klar, når du er.