Når din økonomi fylder for meget i din hverdag

Når din økonomi fylder for meget i din hverdag

 

Det er super fint at have et tæt forhold til ens økonomi, så du mærker, at du har roen og overblikket. Men nogle gange tager vores fokus på vores økonomi overhånd, og så kommer den til at fylde for meget i vores hverdag.

 

Her kan vi begynde at bekymre os om ting, der måske kan ske eller blive usikre på, om der er nok – selvom vi egentlig har styr på det. Det kan også være de samme tanker, der kører i hovedet på dig igen og igen og igen – uden at du kan komme af med dem.

 

 

Giv din økonomi plads nok i hverdagen 
– uden at det kammer over

   

 

Jeg kender det rigtig godt fra mit eget liv og for mine kunder, så derfor giver det så god mening at få viklet trådene ud.

 

Vi kan nemlig godt komme til at føle, at vi hele tiden skal have fokus på vores økonomi – enten for at få dét, som vi gerne vil have eller for at undgå noget.

 

Her får du nogle eksempler, hvor din økonomi kan have sneget sig ind på førstepladsen i dine tanker og insisterer stædigt på at blive dér.

 

 

 

Madplaner

 

Flere af mine kunder har sagt: Vi har prøvet at lave madplaner, men det spiller bare ikke.

 

Madplaner er jo opstået ud fra tanken om, at hvis vi laver en madplan, så kan vi handle for eksempel én gang om ugen eller få gange om måneden og samtidig undgå at købe for meget fastfood.

 

På det mentale plan fejler ideen absolut ingenting.

 

 

Udfordringen er når planen
møder virkeligheden

 

 

For hvad nu hvis du ikke har lyst til at spise efter en fast plan, men har lyst til at gå lidt mere spontant til værks?

 

Vi planlægger så ufattelig meget i vores liv, at vi får behov for at gøre lidt oprør mod at have alting lagt i orden og skemaer – her kan maden blive vores rebel.

 

Personligt fungerer jeg absolut ikke med madplaner, for jeg har brug for friheden til at mærke, hvad jeg har lyst til at spise den pågældende dag.

 

Jeg vil have lov til at elske mine måltider i stedet for, at de bliver noget, som skal overstås eller udføres i forhold til en bestemt plan. Til gengæld har jeg haft præcis samme udfordring med alt for meget fastfood, hvis ikke jeg sikrer mig, at jeg har gjort forskellige nemme muligheder tilgængelige for mig i hverdagen.

 

Helt konkret betyder der, at jeg har følgende ingredienser i mit køkken at all times:

  • Æg
  • Ris
  • Skyr
  • Soya
  • Kartofler
  • Avocado
  • Sesamfrø
  • Ahornsirup
  • Lækkert rugbrød (smager forrygende når det bliver ristet)
  • Lynsyltet coleslaw
  • Hjemmeristet müsli
  • Kyllingfilletter i fryseren
  • Mini baguettes i fryseren
  • Tikka marsala mix på glas
  • Mayonnaise ala Hellmann el.lign.
  • Cherrytomater – de lidt syrlige af slagsen
  • Forårsruller med kylling og grøntsager i fryseren

 

 

Ud af de ingredienser har jeg flere forskellige muligheder for et lækkert måltid, så altid er noget at vælge imellem. Det er kun kyllingfilletterne, som jeg behøver at tage op dagen før – alt andet kan laves med det samme.

 

Hvad ville være de bedste ingredienser, som du kunne sørge for altid at have i dit køkken, så du ikke kører surt i madplaner - og heller ikke overfalder din nærmeste fastfood hang-out flere gange om ugen? 

 

Og så lige en note til diverse tilbud i supermarkederne…

 

Der er ALTID et eller andet tilbud på noget, så jeg vil varmt anbefale dig bare at holde dig til dét, som du skal bruge inden for måneden og ikke gå helt bananas i gode tilbud – de kommer igen og igen og igen. 

 

 

 

Forventninger til fester og ferier

 

Lige nu er det sæson for konfirmationer, og her ryger forventningerne ofte helt uden for skalaen.

 

Igennem tiden har jeg talt med flere forældre, der insisterer på det absolut bedste af det bedste til deres barn, når det kommer til konfirmationen. Forventningen til en drømmedag af dimensioner er skruet så højt op fra forældrenes side, at der er en stor mulighed for, at dagen slet ikke kan bære det store pres.

 

Forestil dig at du har brugt lang tid på at spare op til festen – og så dit barn bare ikke opfører sig helt, som du har set for dig, fordi de også godt kan mærke presset ubevidst.

 

Hvor skuffet eller anstrengt du vil være, hvis din teenager surmuler igennem hele dagen og brokker sig over maden og varmen og de dumme gæster.

 

Intet beløb kan hamle op med en dag, der er fyldt med overskud, tid nok, masser af kram og tårer i øjnene over den store kærlighed til dit barn.

 

Alligevel ser jeg igen og igen forældre, der belaster deres økonomi igennem flere år for at leve op til deres egne forventninger om, hvad der er godt nok til deres barn.

 

 

Spørgsmålet er bare om der er balancen
mellem det økonomiske pres
og glæden på dagen?

 

 

Nøjagtig det samme gør sig gældende på årets skiferie, sommerferie, juleferie og alle-de-andre-ferier.

 

Jeg har lige læst et opslag på LinkedIn med en kvinde, der har truffet et meget modigt valg, hvor hun flytter til en helt ny landsdel uden at have andet end et sted at bo, imens hun finder sin vej.

 

Har du skabt balance, så det føles skønt at tage på ferien – uanset hvad der sker undervejs?

 

Eller er du kommet til at sætte din lid til, at hvis vi bruger så mange penge på ferien, så har den også bare at blive god?

 

 

 

Modstanden mod økonomiske justeringer

 

Når du nægter at foretage de økonomiske justeringer, som er åbenlyst nødvendige, så skaber det en trang til at regne og genberegne og kigge i netbanken. Som en afhængighed, du skal udføre for at føle 2 minutters ro.

  

Når du gerne vil spare op til noget stort, hvor skal pengene så komme fra i din økonomi?

 

Ofte forsøger folk at skærer ned på deres madbudget, hvilket betyder at du tvinger dig selv til – på daglig basis – at føle mangel fordi du ikke kan købe mad uden at skulle tjekke og dobbelttjekke priser.

 

Er du villig til at se på din økonomi med nye øjne og for eksempel stille udlandsferierne på hold i en periode for at få penge til noget andet?

 

Det her var bare nogle få eksempler på, hvordan vi får tvunget os selv til konstant at være på vagt, når det handler om vores penge og vores økonomi. Prøv at spotte dine tanker igennem én dag og noter dig, hvornår tankerne fokuserer på dine penge eller din økonomi.

  

 

 

Hvis du skaber et ærligt og kærligt forhold til din økonomi, så er det ikke brug for konstant at holde øje. Det giver dig en indre ro, så din økonomi ikke fylder i din hverdag længere.

 

Når du stoler på dig selv nok til at vide, at når der opstår situationer i dit liv, som påvirker din økonomi – positive som negative – så tager du dig af dem, når de opstår. Men du giver dem ingen mental eller følelsesmæssig energi på forhånd for det er spild af et godt liv.

 

Du accepterer, at du til enhver tid har friheden til at justerer din økonomi, når det er relevant. Og du bruger drivkraften – dit ansvar – til at indrette din økonomi, så den føles tryg og giver mening for lige præcis dit liv.

  

Brug dit liv.

 

 

  

Nyt afsnit i podcasten:

I min podcast Penge-Tanken handler afsnit 131 om, at vi er nødt til at være villige til at træffe de svære beslutninger og lave de hårde prioriteringer, hvis vi vil have et liv, der giver mening. Du finder podcasten, hvor du ellers lytter til podcast eller på min hjemmeside.

 

 

Bliv medlem af Dare to Dream Club:

Dare to Dream Club er stedet, hvor du finder inspiration til udvikling af dit økonomiske mindset. Det er også her, hvor du har mulighed for rådgivning direkte med mig, som en del af din medlemspris. Og så har du adgang til diverse online kurser med helt konkrete handlinger til dét du har brug for.

 

 

Læs Money Makeover Mindset:

Få skubbet din økonomiske mindset i en ny retning ved at læse Money Makeover Mindset. Flere læsere har fortalt mig, at det er som om bogen automatisk glider ind i deres liv med et nyt syn på deres økonomi. Bogen sendes fragtfrit i hele Danmark.