Gør mindre og få mere

Gør mindre og få mere

 

Jeg fik mig en ordentlig lærestreg for et par uger siden. Én af den slags der tvinger dig til at se på dit liv i et nyt lys.

  

Forandring kræves.

  

For lang tid siden hørte jeg sætningen:

 

 

Slow down to speed up

  

 

De ord var så kontrastfyldte for mig, for hvor ville det dog være skønt, hvis jeg rent faktisk kunne sætte tempoet ned og så få mere ud af livet – det var bare svært at tro på.

 

Vi er så hjernevaskede til at tro, at vi konstant skal brage derudad med 120 timen for ikke at komme bagud.

 

Men hvad nu hvis vi rent faktisk kunne få mere ud af det hele ved at gøre mindre?

 

 

 

 

For et par uger siden kørte jeg derudad med opgaver, der skulle laves og ting, der skulle nås.

 

Og så – hvad der føltes som overnight – sad jeg med en forkølelse, der ikke var egnet til social omgang.

 

Det var ellers flere år siden jeg havde haft så meget som en snue, og nu sad jeg der med et arsenal af Kleenex, kamille te, honning, panodiler og strepsiler – klar til kamp.

 

Jeg startede med at rydde alt i min kalender de næste 4 dage, for jeg var godt klar over, at min krop havde brug for ro til at lade soldaterne i mit immunsystem gøre arbejdet.

 

Og lige dér som folk omkring mig var informeret, mærkede jeg – en for mig – overraskende følelse: glæde over at have hele 4 dage uden andet at tage mig til end ro og fred.

 

Tidligere ville jeg have forsøgt at dulme det hele med nogenlunde det samme arsenal, som jeg nu sad med – men blot være fortsat på arbejdet.

 

Tidligere ville jeg have overbevist mig selv om, at det ville være katastrofalt at trække stikket – en reel følelse men også en klar overdrivelse.

 

For hvis jeg skal være helt ærlig, så er der ganske enkelt intet i mit liv, som ville kollapse med katastrofer til følge, hvis jeg trak stikket i 4 dage.

 

At sidde er klart at foretrække, når næsen er stoppet til, så jeg indrettede mig i lænestolen under tæppet – skiftevis med benene oppe på skamlen og nede igen – imens jeg klikkede mig igennem Netflix.

 

 

Stille og roligt begyndte indsigterne at lande:

 

  • Opgaver der helt skulle fjernes.

 

  • Deadlines der skulle udskydes så det blev sjovt igen – i stedet for at ende som noget, der skulle nås imellem hundrede andre ting.

 

  • Ting der skulle have en ny form.

 

 

Det føltes ret fantastisk og samtidig sad jeg med en følelse af at skulle have lov til det.

 

 

 

 

Efter et par dages summen og ubeskrivelige bjerge af Kleenex senere gik det op for mig, at det i virkeligheden bare var fordi det var nyt for mig at indrette mig på den her måde.

 

Så det har været mit mantra lige siden, når noget inde i mig har lyst til at sige: ahh – det kan vist ikke være rigtigt, at der er så meget tid.

 

Så siger jeg til mig selv: jo – det er bare fordi det er nyt at der føles mærkeligt.

 

Alene den accept fra mig til mig selv, har gjort at jeg stadig holder fast i de nye tilstande.

 

Og det fik mig sådan til at tænke på den her tid lige inden for døren i det nye år, hvor mange nytårsfortsættere er stemplet ind.

 

For hvad nu hvis det slet ikke handler om, at vi ikke har rygrad nok til at holde stand, men at det i virkeligheden handler om at give os selv tid nok til at implementere vores ønske om forandring.

 

 

Og her taler jeg ikke om de vanlige overfladiske nytårsforsætter, som er skabt med dyngevis af sætninger, der starter med burde:

  

  • Jeg burde stoppe med at ryge

 

  • Jeg burde træne

 

  • Jeg burde spise sundt

 

 

I min optik har ordet ”burde” intet at gøre i et liv, hvor vi bestemmer, for burde siger indirekte, at vi ikke kan styre det – og det er jo ikke rigtigt.

 

  

 

 

Hvis du har et ønske om at forandre en nuværende tilstand til en anden, så vil jeg anbefale dig at gå bagom din nuværende tilstand og blive klogere på, hvordan den er opstået.

 

For eksemplets skyld, så lade os tage fat i et ønske om at spise sundt – hvad end det betyder for dig. 

 

Hvad er årsagen til, at du ikke spiser sundt i dag?

 

Og kig lige lidt dybere end ”jeg har bare så travlt, at jeg ikke har tid til at lave mad”, for der ligger meget ofte noget dybere bag – måske længere tilbage i tid.

 

Når først du forstår, hvordan tingene er opstået, så er det uendelig meget nemmere at ændre dem – ellers er det at du alt for hurtigt giver slip igen, fordi du prøver at presse dig selv til en forandring.

 

Og hvad pokker har alt det her
så meget økonomi at gøre?

 

 

Det har ALT at gøre med din økonomi for én af de første ting vi gør, når tingene ikke lige ser ud, som vi havde forestillet os, det er at give helt slip.

 

Og for at kunne holde ud af være i selskab med os selv i lyset af, at vi har fejlet, er at dulme os selv med køb.

 

Køb af fastfood.

 

Køb af cigaretter.

 

Køb af endnu mere tøj.

 

Hvad end der hjælper for at slippe for at mærke, at du – igen – har lovet sig selv noget, som du ikke har overholdt.

 

Så lad os lige prøve at gå tilbage til det med tiden.

 

  

 

  

For hvor lang tid har du egentlig givet dig selv til at skabe den forandring i dit liv, som du ønsker dig?

 

De fleste vil her svare et sted mellem 24 til 48 timer – that’s it.

 

Så hvad nu hvis du gav dig selv tid nok til at din forandring rent faktisk havde en jordisk chance for at manifestere sig.

 

Jeg nappede en runde på Google og søgte på hvor lang tid det tager at ændre en vane og her stødte jeg på noget ganske interessant.

 

Måske har du selv hørt, at det tager 21 dage at ændre en vane.

 

Myten om de 21 dage er angiveligt opstået på baggrund af en observation hos en plastikkirurg i 1960, der noterede sig, at det tog hans patienter 21 dage at tilpasse sig til at deres nye situation, hvis de for eksempel havde fået amputeret en legemsdel.

 

Psykologisk forskning skulle angiveligt vise, at en vane i virkeligheden tager 66 dage i gennemsnit at ændre eller indføre baseret på, hvor hurtigt testpersonerne følte, at det enten ikke var hårdt at gøre det eller gjorde det uden at tænke over det.

 

Så lad os nu bare tage eksemplet med at holde op med at ryge.

 

Hvis du har røget i flere år, ville du så ikke kunne give dig selv i hvert fald 66 dage – som jo var den gennemsnitlige tid til at ændre en vane – til at holde op?

 

Altså reelt give dig selv minimum 66 dage, hvor du hver eneste dag, gør en dybtfølt indsats for at ændre din vane.

 

Jeg vil vove den påstand, at hvis du virkelig kun er klar på at give dig selv 24 timer til at ændre din vane, gennemføre dit nytårsforsæt eller skabe en forandring i dit liv, så mener du det ikke helt ind i sjælen.

 

 

 

 

En fælde jeg selv er faldet i flere gange, er at ville foretage flere forandring på én gang – og her har jeg været dømt til at fejle hver eneste gang.

 

Tag nu bare eksemplet fra tidligere, hvor et nytårsforsæt sagtens kunne lyde sådan her: jeg skal stoppe med at ryge, starte med at træne og spise sundt – altså hele 3 ting, der skal ændres på ca. 24 timer.

 

Så lad mig lige opsummere, hvad jeg vil anbefale dig, hvis du ønsker at ændre en vane eller skabe en forandring i dit liv:

 

Giv dig selv lov til at summe over, hvad der har skabt din nuværende tilstand, som du ønsker ændret – forståelse kan være en fantastisk drivkraft fordi du ikke længere føler dig hjælpeløs.

 

Giv dig selv tid til at indarbejde din forandring i dit liv – gør en helhjertet indsats hver eneste dag og vær tålmodig med dig selv.

 

Giv dig selv én forandring ad gangen at arbejde med – nogle forandringer går hurtigere end andre – tiden er ikke afgørende men din oplevelse af respekt for dig selv og dit liv er altafgørende for fremtidige forandringer.

 

Life is not a race but a journey. 

 

 

 

 

Nyt afsnit i podcasten:

I min podcast Penge-Tanken handler afsnit 123 om, hvordan vi kan opnå så meget mere med vores liv, når vi giver os selv mere tid. Når vi forstår, hvad der ligger bag vores ønske om forandring, er det meget nemmere at holde os på sporet. Du finder podcasten, hvor du ellers lytter til podcast eller på min hjemmeside.

 

 

 

Dig og din personlige økonomi:

Mange af mine kunder har ikke lyst til at tale om deres økonomi med familie og venner, men har stadig brug for en snak om deres økonomiske ønsker og udfordringer. I min medlemsklub Dare to Dream Club er der både inspiration af hente i de månedlige temaer og mulighed for personlig rådgivning direkte med mig.

 

 

 

Din støtte gør en forskel:

Jeg har selv fornøjelsen af at blive inspireret af andre - og jeg elsker selv at have muligheden for at vise dem, at de og det de skaber gør en forskel for mig. Hvis du lytter med til min podcast Penge-Tanken og føler dig inspireret, så håber jeg, at du har lyst til at vise din støtte med 20 kroner om måneden, der trækkes helt automatisk fra din konto.